IT-udstyret bliver grønt
Termostaterne bliver udskiftet, lyset slukket og it-udstyret grønt, når Københavns Kommunes Ungdomsskole i Hindegade skal spare på Co2-udslippet. Pedellen er blevet lyseslukker, og IT-manden har fået grønne ideer. De to medarbejdere står i spidsen for at gøre deres arbejdsplads miljøvenlig. Og det går faktisk ganske godt!
Teknisk ejendomsleder, Erik Lyhne, har været hele skolen igennem for at finde radiatorer, hvor termostaterne var i stykker. ”Når de er i stykker, kører de op på højeste temperatur og står bare og banker varme igennem”.
Når eleverne på Ungdomsskolen i Hindegade møder om morgenen, har de lært selv at tænde for lyset – eller se i mørke. Teknisk ejendomsleder, Erik Lyhne, er blevet en lyseslukker.
”Der er ingen grund til at tænde for lyset inden, skolen er i brug. Nogen har opfattelsen af, at på en offentlig institution skal der være lys hele tiden, men sådan behøver det ikke at være”, siger Erik Lyhne, der har været på kursus i Energirigtig Drift.
Derfor er trappeopgangen stadig dunkel, da vi møder ham klokken otte en tirsdag morgen i det lille pedelkontor.
Går termostaterne efter
Også i pc-lokalet er der dunkelt, og for at computerne ikke skal stå og sluge unødig strøm, har it-ansvarlig, Jonas Shargawi Mahmud, installeret et program, der får computeren til at lukke ned, når den ikke bliver brugt.
Jonas Shargawi Mahmud fokuserer i det hele taget på grønne produkter, når han køber ind. Især når det kommer til det udstyr, der står tændt hele døgnet – for eksempel switches, som der er 50 af på skolen.
”Man kan få produkter til samme pris, som har et forbrug der er 80 procent lavere”, siger Jonas Shargawi Mahmud.
Samtidig har Erik Lyhne fået indkøbt en kasse med termostater til radiatorerne, så han løbende kan skifte de termostater ud, der er gået i stykker.
”Jeg lavede en gennemgang af huset og fandt ud af, at flere af dem var i stykker. Så kører de op på højeste temperatur og står bare og banker varme igennem”, siger Erik Lyhne.
Man skal være lidt forsigtig
Personalet og eleverne skal også være med til at spare på energi og varme, og Erik Lyhne lægger ofte en lille hilsen i form af en seddel ved computeren, hvis den – eller skærmen – står tændt efter arbejdstid.
Han tager det også op på lærermøder og har en enkelt gang forsøgt sig med en tip-en-13'er om klima og Co2.
”Det kan være træls at gå rundt og prikke til folk hele tiden – og man skal også være lidt forsigtig. For eksempel tror jeg, at der var en, der følte sig lidt trådt over tæerne over en af mine sedler”, siger Erik Lyhne.
Men der er også mange, som selv kommer med ideer til, hvordan der kan spares.
Graf på hjemmesiden ville motivere
Erik Lyhne og Jonas Shargawi Mahmud er overbeviste om, at det vil motivere elever og lærere mere til at spare, hvis de på en enkel måde kan holde øje med deres forbrug.
Allerhelst ville de gerne have en graf på skolens hjemmeside, der viser elforbruget.
Men det kan ikke lade sig gøre, da ungdomsskolen ikke får sin el fra DONG, og derfor ikke kan få del i deres elektroniske registrering af forbruget.
Alligevel har kurset i Energirigtig Drift sat nye tanker i gang om, hvad man kan gøre for at spare på Co2'en.
”Jeg ville dog gerne have lært mere om selve varmestyringen, og måske også noget mere om hvilke energiforanstaltninger, vi kan lave på klimaskærmen”, siger Erik Lyhne.
| Col 01 |
|---|
|
Erik Lyhne er teknisk ejendomsleder på Københavns Kommunes Ungdomsskole på Hindegade i indre by. Han har været på en dags pilotkursus i Energirigtig Drift hos Teknologisk Institut / Københavns Ejendomme. Efter kurset har han Jonas Shargawi Mahmud er it-ansvarlig på skolen. Han |
