Handlinger tilknyttet webside
Du er her: Projekter / Byggerier / Børneinstitutioner

Børneinstitutioner

Bygninger, der rummer børneinstitutioner skal være sunde, robuste og funktionelle. I Københavns Ejendomme arbejder vi med en bred vifte af børneinstitutioner. De bliver løbende vedligeholdt og udbygget for at sikre de bedst mulige rammer for institutionernes brugere.

På denne side og de følgende undersider kan du læse om eksempler på børneinstitutioner, som Københavns Ejendomme har renoveret, ombygget eller nybygget.

Kokkedal_ny

Kokkedal Behandlingshjem

Et eksempel er Kokkedal Behandlingshjem, Rungsted Strandvej 320.

Her behandles børn med udviklingsforstyrrelser og psykiske lidelser.

Kokkedal Behandlingshjem er en af Københavns Kommunes ældre institutioner. Bygningen, som har herregårdskarakter, er beliggende på østsiden af Strandvejen i Hørsholm.

Bygningen er oprindelig opført som et sanatorium og blev senere til rekreationshjem. I dag fungerer ejendommen som en døgninstitution for københavnske børn i alderen 7 -14 år.

Institutionen, som har 16 børn, var i 2008 nedslidt og manglede faciliteter såsom værksteder for børnene, en gymnastiksal samt fællesfaciliteter og overnatningsrum for pædagogerne.

Københavns Ejendomme engagerede Arkitekt Holger Møller til opgaven. Han tegnede en tilbygning i 2 etager med sorte træfacader med hvide vinduer, som står i stærk kontrast til de oprindelige herregårdsagtige bygninger.

Tilbygningen er indrettet med en lille gymnastiksal i stueetagen, teknikum og toiletter og et stort fælles køkken på 1. sal. Tilbygningen giver plads i den eksisterende bygning til øvrige faciliteter som institutionen havde hårdt brug for.

Tilbygningen blev indviet ved en stor fest for beboere, medarbejdere, naboer og politikere i august 2010.

Ellepilen_ny

Ellepilen

Et andet eksempel på vores arbejde med børneinstitutioner er Ellepilen.

Ellepilen er en ny daginstitution beliggende midt i en ældre, charmerende bebyggelse langs Ellebjergvej. Bebyggelse består alene af små træhuse, der er malet svenskrøde.

I området ligger der i forvejen en større daginstitution, men området havde yderligere behov for institutionspladser.

Da der i nær tilknytning til den større daginstitution lå nogle ubenyttede arealer, besluttede Børne- og Ungdomsforvaltningen i 2008 at bygge en satellit til denne institution.

ONV Arkitekter blev engageret til opgaven, og meget hurtigt blev der skabt et usædvanligt projekt. Usædvanligt, dels fordi et meget stort træ er bevaret midt i bygningen, dels fordi huset er opført i helrumselementer, hvilket har betydet en meget kort byggetid.

Institutionen er hurtigt blevet populær blandt områdets børnefamilier, da den er udført i en høj kvalitet med god indretning og fin legeplads

 

Byggeprojektliste

Oversigt over alle byggeprojekter i Københavns Ejendomme