Det Lille Univers

Det Lille Univers er ikke længere kun en vuggestue, men nu en integreret institution med 7 vuggestuegrupper og 5 børnehavegrupper fordelt på 10 stuer. Den 1. august 2011 slog institutionen dørene op for en udflytterdel, børnehavebørnene tager herefter på skift 2 uger med bussen ud til Voldparken skole. Her vil hverdagen stå i motion og naturens tegn.
Den nye daginstitution er bygget i to en halv etage med fem grupperum med tilhørende puslerum og garderober både i stueplan og på første sal. Desuden er der i stueetagen indrettet et produktionskøkken, hvor der dagligt kan laves varm mad til alle børnene. På anden sal er der personalefaciliteter og et fællesrum, der også kan bruges som opsamlingssted for udflyttergrupperne. 
På arealet omkring bygningen er der bygget en legeplads, og som noget særligt, bliver udearealet suppleret med en stor tagterrasse på anden sal, hvor børnene også har mulighed for at lege.
Daginstitutionen på Nordre Digevej er planlagt og tegnet i tæt samarbejde med ledelsen af Det Lille Univers, der i en længere periode har boet i midlertidige pavillonbygninger på Njalsgade 101.
