Handlinger tilknyttet webside
Du er her: Projekter / Seneste nyt / Åbning af Koralbadet ved Sluseholmen
Flere nyheder

Åbning af Koralbadet ved Sluseholmen

Nu er det endelig blevet tid til at åbne det nye havnebad ved Sluseholmen og i den forbindelse inviterer Kultur- og Forvaltningen lokale borgere, kommende brugere af Koralbadet og andre interesserede til den officielle åbning af byens tredie havnebad den 16. december.

Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev holder åbningstalen for Koralbadet ved den officielle åbning fredag den 16. december kl. 13.00 på Oscar Pettifords Vej 23-29, 2450 København SV.

Koralbadet har kostet 14 mio. kr. og er etableret i ”svinget” af Teglholmshavnen med bagland mellem Teglværksløbet og Sluseløbet.

Koralbadet vil først åbne for offentligheden den 1. juni 2012 og være åbent i juni, juli og august hvert år. I sommerbadesæsonen vil Københavns Kommune sørge for at åbne og lukke havnebadet, for orden og opsyn af livreddere samt for renhold af havnebad og bagland.

Men allerede fra december 2011 åbnes Koralbadet for vinterbadning, da den lokale badeforening, Badekompagniet Sluseholmen, vil vinterbade i bassinet. Koralbadets servicebygning indeholder offentlige toiletter og faciliteter til personale. På toppen af bygningen er der placeret et livreddertårn, som TrygFonden har bevilliget.

Koralbadet er tegnet af arkitektfirmaet Danielsen Architecture samt ingeniørfirmaet Niras A/S og opført af entreprenørfirmaet Per Aarsleff A/S.

Det er Københavns Ejendomme, som har håndteret byggeriet for Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Læs flere fakta om havnebadet i artiklen Koralbadet.

Læs invitationen til den officielle åbning af Koralbadet.

 Koralbadet med cykelbro i baggrunden