Kunstgræsbaner i vækst
Flere fodboldklubber får i dag afslag og kommer på venteliste, når de søger om at få plads på en af de københavnske fodboldbaner. Tilmed betyder den store efterspørgsel, at de eksisterende baner er nedslidte. Københavns Kommune har derfor iværksat en stor indsats på området, og i udgangen af 2011 kunne Københavns Kommune bryste sig af ca. 200 fodboldbaner, hvoraf 20 er kunstgræsbaner. Og netop kunstgræsbanerne har mange fordele.
Øget kvalitet og kapacitet med kunstgræs
Fordelen ved kunstgræsbaner frem for græs- og grusbaner er, at de kvalitetsmæssigt er bedre og kan bruges i både vinter- og sommerhalvåret. Kapaciteten øges især i vinterhalvåret, hvor de mange græsbaner ikke kan anvendes. På kunstgræsbaner kan man spille ubegrænset med de rette lysforhold og den rette banepleje, uden at banerne nedslides. Det åbner således op for, at banerne også kan bruges i dagtimerne af institutioner og selvorganiserede brugere.
Fortsat udvikling
Bare i 2011 har Københavns Ejendomme færdiggjort fem kunstgræsbaner, senest Valby Idrætspark og Lykkebo Stadion på Lykkebo Skole. I Budget 2012 er der afsat 9. mio. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling til anlægning af to nye 7-mands-kunstgræsbaner; en i Kgs. Enghave ved Ellebjerg Skole og en i Bispebjerg ved Lundehusskolen.
Læs mere om kunstgræsbaner og se liste over Københavns kunstgræsbaner.
