Lysets styrke
- Lyset er meget bedre, siger Sarah M. Zubair og kigger op mod loftet i lokalet, hvor hun og resten af 6. V netop har fået frikvarter. Et blidt, men kraftigt lys strømmer ud af de ni armaturer, som er indbygget i det hvide loft. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere i år havde 6. V’s lokale samme belysning som de fleste andre klasser på Grøndalsvængets Skole; tunge armaturer, der hang ned fra loftet og udsendte det samme lys dagen lang, året rundt.
Lyset styrer sig selv
Nu er det anderledes. Klasselokalets lys regulerer sig selv. Styrken passer altid til dagslyset. Udover de ni nye LED-armaturer har lokalet fået otte spots, der giver ekstra lys langs væggene. Loftet er blevet lyddæmpende. Og så har 6. V’s lokale fået installeret sensorer, der måler luftens temperatur, fugtighed og CO2-indhold. Sensorerne lægger eleverne ikke så meget mærke til. Men det gør Anne Iversen. Hun er energiingeniør og forsker på Danmarks Tekniske Universitet. Sammen med kollegaen Martin Roien er hun ved at undersøge, hvordan lys påvirker børns indlæring. 6. V og deres lokale er en del forsøget.
Forbedret koncentration
Gennem tre uger skal Sarah M. Zubair og hendes kammerater have målt deres evner til at løse opgaver i dansk og matematik. Resultaterne skal sammenlignes med et klasselokale, der har lyddæmpende lofter, men ikke LED-belysning, og et klasselokale, der slet ikke er blevet forbedret. - Mange skoler skal renoveres og have ny belysning. Og så er det nærliggende at se på, hvordan lys påvirker elevernes produktivitet og koncentration, siger Anne Iversen, og fortsætter:
- Der er lavet en undersøgelse på Lunds Universitet, som viser, at bedre belysning gør eleverne mere koncentrerede.
Mange fordele ved LED-lys
Lund-undersøgelsen kigger dog ikke specifikt på LED-lys. Det gør Anne Iversens undersøgelse. For LED-lys har mange gode egenskaber. Først og fremmest er det energibesparende. Derfor står det langt fremme i køen af teknologier, der kan afløse glødelamper. Men LED-lys har også andre fordele:
- Forskningen viser, at blåt lys kan gøre mennesker mere vågne. Det minder om stærkt dagslys. Det fantastiske ved LED-lys er, at man kan få det i mange forskellige farver, forklarer Anne Iversen.
Kan købes af alle
Det er ikke kun forskere og skoler, der har blik for LED-belysningens muligheder. Elektronikvirksomheden Philips har solgt LED-lys i mange år. De er partnere i undersøgelsen på Grøndalsvængets Skole. Selvom der er tale om et forsøg, så er lyset i loftet hos 6. V et færdigt produkt:
- Det er standardkomponenter fra vores almindelige program, som kan købes af alle, fortæller lysdesigner i Philips Lighting, Anne Marie Lund.
Af Bine Iversen
