Handlinger tilknyttet webside
Du er her: Projekter / Seneste nyt / Nye muligheder for vinterbadere i København
Flere nyheder

Nye muligheder for vinterbadere i København

Den 16. december blev det nye havnebad Koralbadet ved Sluseholmen i Sydhavn indviet. Havnebadet indtages i første omgang af vinterbaderne, men kan benyttes af alle til sommer.

- Det virker måske lidt underligt at indvie et havnebad i december, men jeg er slet ikke i tvivl om, at vinterbaderne står på spring for at hoppe i det 7 grader kolde vand, fortæller kultur- og fritidsborgmester, Pia Allerslev, ved indvielsen.

Koralbadet er bygget på flydende pontoner, der tilsammen danner en spændende lagune. En landgangsbro, som bølger med tidevandet, fører badegæsterne ud til badet. Alt i alt skaber rammerne et særligt maritimt udtryk for Koralbadets besøgende.

- Jeg er utrolig stolt over, at vi har fået endnu et fantastisk havnebad i byen, hvor både børn, unge og voksne kan boltre sig. Desuden er jeg vild med den smukke arkitektur, som giver associationer til korallers former og bølgerne i vandet. Det er flot tænkt, udtaler Pia Allerslev.

Badende gæster ved indvielsen af Koralbadet

Det nye havnebad består af tre bassiner:

  • lege- og soppebassin på 0,3 m med fast bund til de mindste børn
  • børne- og ungdomsbassin på 0,9 m med fast bund
  • større bassin uden fast bund til motionssvømning og udspring

På toppen af bygningen troner livreddertårnet fra TrygFonden. Her vil livreddere fra Team Bade holde orden og opsyn i sommerbadesæsonen. Kommunen vil desuden sørge for at åbne og lukke havnebadet samt for renhold af havnebad og det såkaldte bagland, som er det grønne areal på land ejet af Ejerforeningen Metropolis. Her kan badegæsterne ligge og nyde solen og den flotte udsigt til Koralbadet og havnen.

Åbent for alle i sommersæsonen 

Koralbadet åbner for badegæster den 1. juni 2012 og lukker igen den 31. august hvert år. Og ønsker man herefter at forlænge badesæsonen, kan man melde sig ind i den lokale vinterbadeforening, Badekompagniet Sluseholmen, der vinterbader i børne- og ungdomsbassinet. Dette er dog på eget ansvar.

Koralbadet har kostet 14 mio. kr. og er bygget ud for Metropolisbygningen i ”svinget” af Teglholmshavnen.
Det er tegnet af arkitektfirmaet Danielsen Architecture og ingeniørfirmaet Niras A/S og opført af entreprenørfirmaet Per Aarsleff A/S. Danielsen Architecture står også bag det spektakulære boligtårn Metropolis, som er opført lige ved Koralbadet.

Læs mere om Koralbadet her.