Nyt sundhedscenter for kræftramte tegnes af NORD arkitekter
Det er Københavns Kommune, der bygger det nye Sundhedscenter for Kræftramte. I den netop afholdte arkitektkonkurrence om udformningen af centeret har dommerkomiteen i enighed peget på Arkitektfirmaet NORD i samarbejde med Team Hellerup Byg, Bravida Danmark, Metopos samt Jørgen Wessberg A/S. Vinderen blev annonceret på et arrangement tirsdag den 6. oktober i Kulturhuset på Islands Brygge. Vinderforslaget bygger på principper om helende arkitektur og er samtidig et opgør med det stigmatiserede institutionelle behandlingsmiljø.
- Det er en utrolig meningsfyldt opgave, og vi har givet et bud på en ny type bygning som udtryksmæssigt og brugsmæssigt placerer sig i mellem hjemmet og institutionen, udtaler partnere i NORD arkitekter, Johannes Pedersen og Morten Rask Gregersen, som ses på billedet nedenfor flankeret af Omsorgsborgmester Mogens Lønborg yderst til højre.
Med det her byggeri er det første gang, at der i Danmark nyopføres et center, der alene er målrettet rehabilitering af kræftramte. Det er vi meget stolte af. Rehabilitering af kræftpatienter er en meget vigtig opgave. Derfor vil vi i København sikre, at de bedste forhold er til stede for, at kommunen kan opfylde sin del af opgaven. Det synes jeg med rette, at vi opnår med det nye byggeri, og vi kommer til at tage et stort skridt mod et løft af hele kræftområdet, sagde Sundheds- og Omsorgsborgmester Mogens Lønborg, da han afslørede vinderne.
Brugerne i centrum
Leder af det nuværende Center for Kræftramte i Ryesgade i København, Jette Vibe Petersen har lagt vægt på, at nogle af de nuværende brugere har været involveret i processen.
- Det nye center er formet efter brugernes, medarbejdernes og vores samarbejdspartneres behov og ønsker. Bygningen vil ligne en klynge af individuelle huse i et stærkt fællesskab, og den ligner på ingen måde en institution. Centret vil få et centralt gårdrum, som får én til at tænke på fortidens klosterhaver, og denne indre gårdhave inddrages overalt i bygningens funktioner, siger centerleder Jette Vibe Petersen.
Det nye center skal stå færdigt i 2011 og bliver bygget i udkanten af De Gamles By med indgang fra Nørre Alle 45 – lige over for Panum Instituttet.
Udstilling i Hans Nansens Gård
Netop nu kan du få et indtryk af, hvordan det nye sundhedscenter kommer til at se ud på en udstilling over de tre konditionsmæssige projekter. Udstillingen består af plancher og modeller over de tre bud på, hvordan Sundhedscenteret kunne udformes. Det foregår i Hans Nansens Gård, Nyropsgade 1, 1602 Kbh V i stuen ved mødecenter 1.
Udstillingen løber til torsdag den 22. oktober.
Sundhedscenter for Kræftramte
Opgaven: Udarbejdelse af projekt, så arkitekturen er helbredende og helende for de kræftramte, samt opførsel af sundhedscenteret
Bestiller: Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune
Bygherre: Københavns Ejendomme
Byggeperiode: Fra den 1. oktober 2009 til 2011
Beliggenhed: I De Gamles By på hjørnet af Tagensvej og Nørre Allé, Nørrebro
Kvadratmeter: Ca. 1800 kvm
Budget: Ca. 40 mio. kr.
Læs mere om NORD arkitekter på deres hjemmeside.
