Handlinger tilknyttet webside
Du er her: Projekter / Seneste nyt / Puslespil i svømmehaller skal spare skattekroner
Flere nyheder

Puslespil i svømmehaller skal spare skattekroner

Det er ikke nok at spare vand og slukke lys, hvis energiforbruget skal nedbringes i en svømmehal. En lang række faktorer har betydning for, hvor meget energi der bruges i baderum og bassiner. Det skal tydeliggøres af et nyt system til energiregistrering, som Københavns Ejendomme og Team Bade står bag.
Puslespil i svømmehaller skal spare skattekroner

Maskinmester, Jens Holm

En hel hal fuld af vand. Sådan oplever de fleste af os svømmehaller. Men bag det tilsyneladende enkle rum findes en række processer, der gør energistyring i svømmehaller til et sandt puslespil:

- Udover behovet for at tilføre varme og frisk luft til affugtning, så har badevandets kvalitet også indflydelse på, hvor meget ventilation der er behov for, forklarer Jens Holm.

Han er maskinmester i Københavns Ejendommes driftsafdeling og ansvarlig for den overordnede styring af teknikken i de 18 københavnske svømmebade. Styring, der kræver, at vand, luft, temperatur og antallet af badegæster sammentænkes. Det skal et nyt registreringssystem hjælpe med.

Forventer stor energibesparelse
Systemet er medfinansieret af Københavns Kommunes projekt ”Energistyring - og målere”. Her har projektleder Sten Drønen kontante forventninger til registreringen:

- Vi regner med, at det vil lede til besparelser, siger projektlederen.

Det skyldes blandt andet, at systemet har særligt fokus på energiforbruget til ventilation og de faktorer, der påvirker det.

- Ventilationen i en svømmehal er den klart største energisluger, forklarer maskinmester Jens Holm.

Han anslår, at op til 50-60 % af energiforbruget stammer fra ventilation. Det skyldes ikke mindst, at badevand, når det desinficeres med klor, afgiver uønskede klorforbindelser til luften. Forbindelser, der kun kan fjernes ved ventilation. Antallet af badegæster, og deres renlighed, har med andre ord betydning for, hvor meget der skal ventileres i en svømmehal. Og i sidste ende, hvor meget energi der bruges på ventilation.

Forbrug skal gøres synligt for medarbejdere
- Team Bade og Københavns Ejendomme har et fælles mål om at producere verdens bedste badevand med mindst mulig forbrug af energi, forklarer Jens Holm.

For at nå dertil er det nødvendigt at kende sit energiforbrug i detaljer, mener maskinmesteren. Det kan det nye energiregistreringssystem hjælpe med. Kort fortalt, registrerer systemet en lang række data for blandt andet varme- og elforbrug, vandkvalitet, forbrug af kemikalier og temperatur i de forskellige rum og bassiner.

Nogle data sendes automatisk, andre skal medarbejderne selv måle og indtaste. Alle data samles i en database. Herefter bliver de tilgængelige på en hjemmeside, og udvalgte nøgletal kan visualiseres via en applikation til smartphones og tablets. Så kan medarbejderne selv følge med i udviklingen.

- Visualisering af energiforbruget tydeliggør, om der er processer, der kan optimeres. Det inspirerer til at sætte energibesparelser øverst på dagsordnen, mener Jens Holm og uddyber:

- At finde energibesparelser i svømmehallerne kan gøres sjovt, udfordrende og fagligt udviklende, samtidig med at det giver penge i kassen og mindsker miljøbelastningen.

Tag data med til møderne
Det er vigtigt, at systemets data kommer ud og bliver brugt på alle niveauer af svømmehalsdriften, mener maskinmesteren:

- De fleste data opsamles faktisk allerede. Det nye er, at vi nu er ved at skabe et samlet overblik, så data kan bruges på tværs i organisationen og i det daglige samarbejdet mellem Team Bade og Københavns Ejendommes driftsafdeling, siger Jens Holm og tilføjer:

 - Man kan kalde det nøgletal til nøglemedarbejdere. Alt det her registrering har mest værdi, hvis de, der skal være med til at finde og gennemføre energibesparelserne, føler et ejerskab til projektet, siger maskinmester Jens Holm.  

Projektleder Sten Drønen fra Københavns Ejendomme anslår, at det vil tage omkring et år, før man kan se besparelser som følge af registreringen.

Af Bine Iversen

Fakta

Registrering og visualisering af forbrugsdata for svømmehaller er et samarbejde mellem Københavns Ejendomme og Team Bade.

 

Selve softwaren bag visualiseringen hedder Energy-Line og er leveret af virksomheden Energi & Teknik.

 

Københavns Kommunes projekt ”Energistyring - og målere” støtter projektet med 350.000 kroner.

 

Maskinmester Jens Holm anslår, at især de største svømmeanlæg rummer potentiale for besparelser:

 

- På de otte store offentlige svømmebade vil selv små procentvise energireduktioner betyde store økonomiske besparelser. Det samlede årlige forbrug af el, vand og varme er eksempelvis ca. 4,5 millioner kroner alene på Bellahøj Svømmestadion, siger maskinmester Jens Holm.