Handlinger tilknyttet webside
Du er her: Projekter / Seneste nyt / Rejsegilde på Vanløse Skoles indskolingshus
Flere nyheder

Rejsegilde på Vanløse Skoles indskolingshus

Nu er råhuset til udvidelsen af Vanløse Skole rejst, og i sidste uge blev det fejret med et rejsegilde. Med den nye bygning udvides skolen fra to til tre spor, og hermed kan skolens elever se frem til at byde 250 nye kammerater velkommen.
Rejsegilde på Vanløse Skoles indskolingshus

Animation af indskolingsbygningen på Vanløse Skole.

Udvidelsen af skolen består i en 1200 kvadratmeter fritliggende indskolingsbygning, der skal rumme 0.- og førsteklasserne samt 100 fritidspladser. Byggeriet er på fire etager og er tilpasset den eksisterende skolebygning.

Det moderne byggeri har i sin udformning fokus på energibesparelser og miljøet. Det er designet således, at der bliver integreret solceller i sydfacaden og på taget.

Skoleleder Pia Mikkelsen Dalsgaard ser frem til snart at tage den nye bygning i brug og glæder sig særligt over, at byggeriet er energi- og miljøvenligt:

- For det første har vi en vision om at blive en CO2-neutral skole og inddrager derfor vedvarende energiformer f.eks. ved hjælp af solceller i byggeriet. Det skal være bæredygtigt. For det andet ønsker vi, at børnene kan arbejde med bæredygtighed i virkeligheden, da det er vigtigt, at de i fremtiden kan fungere som klimaambassadører. Skolen vil have fokus på at integrere bæredygtighed i alle fag.

Den nye bygning forventes klar til indflytning ved skolestart 2013. Det er Københavns Ejendomme, der håndterer byggeriet for Børne- og Ungdomsforvaltningen.