Handlinger tilknyttet webside
Du er her: Projekter / Seneste nyt / Stor finale for Skolen på Islands Brygge
Flere nyheder

Stor finale for Skolen på Islands Brygge

Efter mere end ti års arbejde er ombygningen af Skolen på Islands Brygge nu slut. Resultatet er en flot og moderne skole, der er udvidet til dobbelt størrelse.

Fredag den 27. januar 2012 holdt Skolen på Islands Brygge indvielsesfest for den nye idrætsbygning. Samtidigt fejrede elever og personale, at femte og sidste etape af ombygningen har nået sin afslutning, og at skolen har rundet sin 40 års fødselsdag.

Til festen deltog blandt andre Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang og Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev, der dystede i en omgang høvdingebold sammen med skolens lærere og pædagoger. Københavns Ejendomme, som er forankret i Kultur- og Fritidsforvaltningen, har håndteret byggeriet for Børne- og Ungdomsforvaltningen.  

En større forvandling er slut

Siden 1998 har skolen været gennem en større forvandling. Udover en række nye bygninger til fag- og basislokaler, administration, indskoling og fritidsordning er den gamle pavillionbygning, der rummede den oprindelige skole, også blevet revet ned for at give plads til den nye idrætsbygning. Dermed er det nærmest en helt ny skole, elever og forældre har fået. Den nye bygning indeholder, udover den nye idrætshal, også skolebod til madordningen EAT og tandklinik. Desuden er flere af de eksisterende lokaler blevet ombygget, så skolen blandt andet har fået nyt fysiklokale.

Skolen er glad

Selvom byggeprocessen har været spændende, glæder skoleleder Aase Marie Hammer, sig over, at ombygningen nu er nået til vejs ende.

- Nu er vi endelig nået til den store finale, hvor skolen står færdig. Mange af eleverne er vokset op med ombygningen, og det har været spændende for dem at følge udviklingen. Nu glæder vi os over de smukke faciliteter og de dejlige grønne områder, vi har fået. Og så er vi ret begejstrede for, at vi nu har muligheden for, at samle alle 800 elever på et sted, siger hun. 

Plads til 400 flere elever

Og med en samlet kapacitetsudvidelse på cirka 400 elever, kan det kun vække glæde hos Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang (S).

- Det er ikke nogen hemmelighed, at København vokser, og det samme gør behovet for flere skolepladser til de mange nye børn. Derfor er det altid skønt at se håndværkerne i fuld sving rundt omkring i byen – også på Islands Brygge, hvor resultatet af mange års hårdt arbejde er blevet en utrolig flot skole, siger Anne Vang. 

Se flere billeder på skolens hjemmeside.