Handlinger tilknyttet webside
Du er her: Projekter / Seneste nyt / Tove Ditlevsens Skole vil smitte elever med klimatanker
Flere nyheder

Tove Ditlevsens Skole vil smitte elever med klimatanker

Med renoveringen af Tove Ditlevsens Skole og de nye miljøtiltag bliver eleverne aktivt involveret i, hvad det vil sige at gå på en klimaskole.

I 2008 besluttede Børne- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde med Københavns Ejendomme at sammenlægge to folkeskoler til klimaskolen, der bærer Tove Ditlevsens navn. Men selvom energirenoveringsarbejdet i bygningerne står færdigt, er det langt fra slut med at tænke i energireducerende baner. Skolen står nu med den kæmpe mulighed, der ligger i at anvende kommunes tekniske energitiltag til noget pædagogisk.

- For os var det vigtigste med denne her ombygning at gøre klimaprofilen synlig for børnene, forklarer Rene Schouw, som er Tove Ditlevsens Skoles administrative leder, og fastslår - Vi har jo nogle ekstremt gode muligheder.

Bedre pædagogik takket være alternativ teknik
Pædagogikken har i takt med kommunens byggeprojekt også gennemgået en omfattende renovering; Børnene skal involveres i, hvad det vil sige at være en klimaskole.

Solfangerne og solceller på skolens bygninger er kommet i børnehøjde ved hjælp af de minimodeller af solfangere og energihuse, som findes i klimatilbygningen ’Den røde løber’, som er et naturvidenskabeligt eksperimentarium med fokus på klima og miljø. I gården kan børnene også få kendskab til vandmiljøet; fisk, planter og jord. Et godt læringsmiljø og dermed et attraktivt faglokale.

- Vi har fået nogle faciliteter af kommunen, hvor vi kan åbne op. Vi har mulighed for at smitte eleverne med klimaprofilen, sådan så de bliver bevidste om energi og klima. Derudover skal de også lære, hvad de globale samfundsmæssige konsekvenser har for klimaet, fortæller Rene Schouw.

Klimaprofil giver ny livsstil
Børnene bliver også mindet om skolens energirigtige profil, hver gang de går på toilettet. Vandhanen er blevet nærig med vandet og slipper kun 2 liter vand ud i minuttet i stedet for 10 liter. Regnvandet opbevares i en 8000 liter stor tank og bruges til toiletskyld. Men der er ikke kun i den daglige undervisning, at Tove Ditlevsens Skoles børn får hilst på skolens klimaprofil. I et pilotprojekt har skolen indgået et samarbejde med KeepFocus, som er et firma, der hjælper med at gøre energiforbruget synligt. Børnene skal her stifte bekendtskab med skolens fjernaflæsere, som er installeret på alle skolens anlæg. Projektet kaldes ”stop spildet” og visualiserer dagens målinger for børnene.

Rene Schouw håber, at adfærden hos skolens børn kan have den virkning, at andre børn også får lyst til at gå i de bæredygtige fodspor.